Skandinaviske toner byder indenfor i det smukke hus lidt uden for London, hvor danske Lykke bor med sin mand og deres tre børn. Parret overtog huset for 2 år siden, og efterfølgende er det blevet gennemgribende renoveret. Istandsættelsen tog 18 måneder, hvoraf familien boede 10 måneder i gæstehuset. Lykke fungerede selv som projektleder og havde kontakt til alle håndværkere samt arkitekten.
Privat bolig, London, England Arkitekt: Nuff Design
________
Dinesen Douglas. Tykkelse: 35 mm. Bredde: 450 mm. Hele længder op til 9 m
Gulvvarme
Behandling: Lud og hvid sæbe
Det var især haven og den store grund, som parret faldt for. Haven omkranser på flotteste vis huset, ikke mindst om foråret hvor rododendronen står i fuldt flor. Når man ser det store grå træhus udefra, er det tydeligt, at inspirationskilden blandt andet er kommet fra New England-stilen. Det understreges især af de store vinduespartier, der er med til at udviske skellet mellem hus og have, men også den nytilkomne træbeklædning af facaden er kendetegnende for New England-stilen.
Det var vigtigt for Lykke at skabe et sammenhængende, rent udtryk. Intet er overladt til tilfældighederne, hvilket beslutningen om at flytte køkkenet til en mere central placering i huset bevidner. Herfra kan familien nyde udsigten over haven og poolen. Køkkenet er husets omdrejningspunkt, og med det lyse køkken fra Boffi, brændestablerne, den specialdesignede pejs og de gennemgående Dinesen Douglas planker kommer parrets skandinaviske aner og rene stil virkelig til sin ret. Husets stil er meget personlig, og de brede lyse planker er med til at få rummene til at virke større. Huset emmer af hygge og sjæl, noget Lykke konstant havde i tankerne gennem hele processen.